Vi Spiller For Børn Med Gigt

Kære medlemmer af GBF

NU GØR VI DET IGEN

Sidste år lykkedes det foreningen i samarbejde med rigtig mange af jer forældre at skabe en fantastisk opmærksomhed på børnegigt, og sammen fik vi skabt et fantastisk fællesskab, da vi i hele landet fik mere end 1400 børn til at løbe for børn med gigt. Torsdag den 13. juni 2019 blev initiativet så hædret da vi modtog Danmarks Patient Award pris for årets bedste initiativ ved en prisoverrækkelse på Folkemødet på Bornholm, hvor formanden for GBF, René Kristensen, modtog prisen og den medfølgende præmiecheck på 10.000 kroner.

Kan man gentage en succés? Det kan man måske ikke, men vi twister sidste års succés en smule og forsøger os med et nyt initiativ. I år falder den internationale gigtdag den 12. oktober på en lørdag. Samme dag spiller herrelandsholdet i fodbold hjemmekamp mod Schweiz. Derfor har vi besluttet at GBF igen i år vil gå efter at skabe synlighed omkring sygdommen og prøve at skabe fællesskaber for vores børn med gigt, og vi vil gøre det via projektet

#ViSpillerForBørnMedGigt.

Vi vil gerne markere dagen ved at børn og unge i hele landet i denne weekend i deres idrætsforeninger og lignende i ens trøjer spiller for børn med gigt. Selvom gigten er hård ved børn, er der heldigvis masser af vores børn med gigt, som er i gode fællesskaber i idrætsforeninger.

Vi beder derfor igen om jeres hjælp. Vi håber, at I er med på ideen, og at I vil rette henvendelse til jeres barns klub/forening og høre om mulighederne for, at barnets hold vil være med i projektet. Det vil være helt fantastisk, hvis der i weekenden den 12.-13 oktober rundt om i landet vil være en masse fodboldhold, håndboldhold, baskethold, badmintonhold og alle mulige andre hold, som vil spille for børn med gigt. Hvis dit barn spiller teater, guitar, rollespil el. noget helt andet, kan man også spille for børn med gigt på denne måde.

Derved vil vi igen vise, at børn og unge også kan få gigt, og vise at på trods af sygdom og der af følgende ubehagelige konsekvenser der griber ind i vores børns liv og i familiens liv, er vores børns største ønske at være som alle andre. Og vise at de kan være som andre.

Udover at vi håber på en masse lokale hold, som vil være med, så er vi i dialog med DBU om, om de i forbindelse med fodboldlandskampen kan hjælpe os med at sætte fokus på børnegigt.

Derfor søger vi allerede nu familier med børn med gigt som på en eller anden måde spiller på et hold, der har lyst til at deltage i projektet og hjælpe os med at få det op og stå. Vores mål er igen i år at mindst 1000 børn fordelt i hele landet vil spille for bøn med gigt, og dermed være en del af et større fællesskab.

Netop fællesskabet er vigtigt, og derfor er planen igen i år, at alle hold spiller i ens t-shirt.  

Ligesom sidste år håber vi, at vi kan få aviser og radio/tv lokalt til at dække begivenheden, måske endda regionalt/nationalt. Ligesom vi vil bruge facebook og andre sociale medier.

Lige nu har vi brug for et overblik over, hvor mange der er med på ideen, og hvor der også er opbakning i den lokale forening.

Hvis I vil være med, har vi brug for, at I laver en uforpligtende forespørgsel hos jeres barns træner og idrætsforening for at høre om en deltagelse kan være mulig, og vi vil gerne have svar fra jer senest 1. august. Vi ved godt, at man ofte ikke vil vide om holdet skal spille i den weekend, og er uheldet ude, at man ikke skal spille i den weekend, er der ikke noget at gøre ved det, så bruger I bare trøjerne til en anden kamp.

Hvis vi får forhåndstilsagn fra mange børn og hold rundt om i landet, så vil vi efter 1. august sætte fuld fart på projektet og gå i gang med flere præcise detaljer.

Har det interesse, må I meget gerne hurtigst muligt og senest 1. august sende en mail med;

  • jeres navn, telefonnummer, adresse, kommune og mailadresse
  • barnets navn og alder
  • klubbens/foreningens navn og hvilken sportsgren/spil der er tale om
  • hvor mange trøjer I tror I vil få brug for

Alle informationer og eventuelle spørgsmål sendes til nikolaj@gbf.dk

Der er oprettet en facebookgruppe til projektet. Den findes her: https://www.facebook.com/groups/2168518583246113/

I er meget velkomne til at melde jer ind i den gruppe, hvor I kan stille spørgsmål, dele ideer med videre.

Med venlig hilsen, bestyrelsen for Gigtramte Børns Forældreforening