|
Gigtsygdomme hos børn (Medlemsorientering nr. 81. Februar 1997)
Af overlæge, dr.med. Freddy Karup Pedersen, Pædiatrisk Klinik II, Juliane Marie Centeret, Rigshospitalet.
Ikke alle ved, at gigtsygdomme også rammer børn. Imidlertid får ca. 75 børn i Danmark hvert år diagnosticeret leddegigt, og da der er tale om en kronisk sygdom, der ofte er aktiv i mange år, er der på et givet tidspunkt ca. 6-700 børn her i landet, der lider af sygdommen.
Årsagen til sygdommen er ukendt, omend man ved, at både arvelige faktorer og udefra kommende påvirkninger spiller en rolle. Mest sandsynligt er der tale om, at visse infektioner under særlige forhold og hos særligt arveligt disponerede individer, kan udløse sygdommen.
Symptomerne fremkaldes af en kronisk betændelsesreaktion i leddene og består i smerter, hævelse og bevægelsesindskrænkninger i få eller mange led evt. med ledsagende almensymptomer i form af træthed, undertiden let feber og dårlig trivsel og vækst. Hos enkelte patienter (med den såkaldt systemiske sygdomsform) dominerer almensymptomerne dog helt.
Efter sygdomssymptomerne de første 6 måneder efter sygdomsstart deles sygdommen ind i tre undergrupper, der har et noget forskelligt forløb og forskellige langtidsudsigter. Det drejer sig om:
- En type med kun få angrebne led (højst 4).
- En type med mange angrebne led (mere end 4).
- Den systemiske type med høj, springende temperatur i mange uger, flygtigt udslæt i forbindelse med temperaturtoppene. Kirtel-svulst, organsvulst og undertiden hjertesækbetændelse, samt andre symptomer fra indre organer udover ledsymptomerne.
Behandlingen af sygdommen tilstræber at reducere betændelsesreaktionen, så skader på brusk, ledbånd og knogler undgås, og almensymptomer træder i baggrunden. Man tilstræber desuden en tilstand, så det pågældende barn kan udvikle sig psysisk og legemligt så nær sine jævnaldrende som muligt. Behandlingen omfatter følgende:
- Medicinsk behandling. Der anvendes sædvanligvis et mildt gigtmiddel med smertestillende og let betændelsesdæmpende virkning som fx Magnyl, Naproxen eller Ibuprofen. Ved sværere eller længere varende sygdomstilfælde anvendes desuden ofte et ægte gigtmiddel som fx malariamidlet Hy-droxychlorochin, guld som tablet- eller injektionsbehandling, lavdosis Methotrexatbehandling, Salaxopyrinbehandling og lignende. Denne stofgruppe er karakteriseret ved først at have betændelsesdæmpende effekt efter 2-3 månderes anvendelse. Ved svære sygdomstilfælde kan det være nødvendigt at anvende binyrebarkhormoninjektioner i leddene eller i kortere perioder binyrebarkhormoner som tabletter. Hos ganske enkelte patienter er sygdommen så voldsom, at kraftigere virkende præparater af kemoterapigruppen kortvarigt må anvendes, men dette er heldigvis undtagelsen. Valg af medikamentel behandling foretages ud fra en afvejning af sygdommens sværhedsgrad under hensyntagen til bivirkninger. Af hensyn til sidstnævnte vil det sædvanligvis være nødvendigt med kontrol af blod og urinprøver hver til hver anden måned.
- Fysioterapi dels i form af behandlinger fx to gange ugentlig hos terapeut, dels i form af hjemmeøvelser. Behandlingen tilsigter at bevare ledbevægeligheden og styrke muskulaturen.
- Ergoterapi med fx optræning af finmotorik i hænderne og forslag til samt justering af eventuelle hjælpemidler.
- Øjenlæge. Regelmæssig kontrol hver 4.-6. måned.
Ca. 15% af patienterne udvikler en gigtbetinget øjenbetændelse, der kan skade synet, hvis den ikke erkendes og behandles. Det er derfor nødvendigt at patienterne regelmæssigt kontrolleres hos øjenlæge.
- Tandlægekontrol. Hos godt halvdelen af patienterne er kæbeleddet afficeret, og dette påvirker tandudvikling, tandstilling og kæbeudvikling. Ved kontrol en gang årligt hos specialtandlæger på tandlægehøjskolerne kan tilstanden erkendes og behandling sættes ind i tide.
- Ortopædkirurgiske indgreb kan hos sjældne svært afficerede patienter komme på tale i form af fjernelse af ledkapsler, forlængelse af sener og i sjældne tilfælde under eller efter pu-berteten indsættelse af kunstige led.
- Psykosociale foranstaltninger. En række hjælpeforanstaltninger omkring hjemmet og skolen kan være nødvendige.
Sygdomsdiagnosen. Der findes desværre ikke som hos voksne en enkelt blodprøve, der gør diagnosen børneleddegigt overvejende sandsynlig, og specielt skal det nævnes, at den såkaldte rheumafaktor sædvanligvis er negativ hos børn med leddegigt. Hos ca. halvdelen er den blodprøve, der hedder ANA, imidlertid positiv og tilstedeværelser af denne eller tilstedeværelse af rheumatisk øjenbetændelse kan støtte diagnosen, der ellers må ske ved udelukkelse af andre sygdomme, der giver anledning til ledsymptomer. Af samme grund kan en ganske lang række diagnostiske undersøgelser være nødvendige på diagnosetidspunktet.
Sygdomsforløbet. Efter 15 års sygdom er sygdommen gået helt i ro hos ca. 2/3 af patienterne. Hos andre 10-15% har den ført til en eller anden form for invaliditet, mens den hos de øvrige patienter er aktiv, men velbehandlet tillader, at patienterne kan leve et nogenlunde normalt liv, omend med en del gener. Der er således tale om langt bedre langtidsudsigter ved denne sygdom end ved den voksne form for leddegigt.
Behandling og kontrol af børnegigtpatienter foregår her i landet i et samarbejde mellem de amtslige børneafdelinger og de to specialafdelinger for behandling af børn med gigtsygdomme på henholdsvis Rigshospitalet og Århus Universitetshospital/Skejby Sygehus. Det er hensigstmæssigt, at samtlige patienter med børneleddegigt har tilknytning til et af disse to centre, omend en større eller mindre del af behandlingen meget vel kan foregå i det pågældende amts centralsygehus's børneafdeling.
|
Artikler