Sygeundervisning i skolen

Af socialrådgiver i Gigtforeningen Jutta De Place
(bragt i GBF Medlemsbladet, November 2008)

Sendt til Skoleledernes blad ultimo oktober, som opfølgning på debatten i medierne om børn med gigts manglende sygeundervisning i skolerne.

Gigtforeningens Rådgivning bliver kontaktet af forældre til børn med gigt, som har problemer med deres barns skole. Børn med Gigt blev tidligere indlagt på sygehus i forbindelse med behandling af deres børnegigt, og modtog undervisning på sygehuset. I dag bliver børn behandlet ambulant og er derfor udelukkende henvist til skolens tilbud om undervisning. Børn med gigt har småfeber, ondt i led, hævede led, morgenstivhed og, som det værste, en invaliderende træthed. De har gode og dårlige dage, og det kan derfor sagtens forekomme, at de kan løbe den ene dag og den næste må sidde i hjørnet og se de andre lege. Børnene må forsømme skolen i varierende grad.

Børn med gigt kan aldrig leve af håndens arbejde og de er derfor i særlig grad afhængig af en god skolegang. Det generelle billede er at der er en dårlig dialog med skolen, når forældre stiller krav om særlige hensyn. Forældre siger at de føler sig misforstået, fejlfortolkede og mistroede, når de taler med skolen om deres barns sygdom. Er barnet syg mere en 15 skoledage på et år på grund af sin kroniske sygdom skal skolen tilbyde sygeundervisning. Det er meget sjældent at skoler tilbyder dette.

Via Gigtforeningens telefonrådgivning er vi bekendte med et barn, der på grund af sygdom forsømmer i mere end 50 dage på et år. Skolen tilbyder en time om ugen som sygeundervisning. Der er ofte behov for hjælpemidler som to sæt skolebøger, computer, særlig stol, klasseværelse i stueetage og individuel kørselsordning. Alt sammen noget skolen er ansvarlig for at stille til rådighed. Det er meget svært at få disse ressourcer stillet til rådighed. Det er en kamp uden lige. Skolerne oplever at de har 1200 pr. elev pr. år, og de mener ofte, at de ikke kan forfordele de ”syge” børn. Én skole (i det her tilfælde viceskoledirektør) tilbød et barn at flytte skole til en skole i et plan. På denne skole samledes alle kommunens børn med handicap. Denne plan blev dog forhindret af kommunernes landsforening.

Gigtforeningen oplever desværre ofte at Psykologisk Pædagogisk Rådgivning (PPR) ikke kan stille noget op overfor kommunens skoler eller for den sags skyld privateskoler. Der er ikke de nødvendige midler forklarer skolen og PPR. Gigtforeningen ønsker at skolen sætter fokus på Skolens tilbud til børn med handicap, og sikre via ordentlig dialog , at disse børn får den nødvendige skolegang