God sommer og lidt beretning fra GF repræsentantskabsmøde 2026
Kære GBF-Familier
Sommerferien er måske startet for mange, og inden jeg selv også når dertil, vil jeg gerne dele et par tanker fra Gigtforeningens repræsentantskabsmøde, som jeg deltog i i slutningen af Maj - både som repræsentant for vores børn og Gigtramte Børns Forældreforening.
Det er meget stort og rørende at mødes med så mange mennesker fra hele landet, som hver især arbejder/ønsker/kæmper for at gøre livet bedre for mennesker med gigt.
Selvom vi repræsenterer forskellige kredse og diagnoseforeninger, er målet det samme: at skabe bedre vilkår for mennesker med gigt og deres familier.
På mødet blev der talt meget om, hvordan Gigtforeningen vil sætte gigt endnu højere på dagsordenen. Der var fokus på tidligere diagnoser, hurtigere adgang til behandling og mere forskning – emner, som jeg tror, de fleste af os kan nikke genkendende til.
For os, der har børn med gigt, handler det ikke bare om politiske målsætninger, men om hverdagen for vores børn og familier
Et af de øjeblikke, der gjorde størst indtryk på mig, var, da Gigtforeningens bestyrelsesformand, fortalte om sin egen datter, som først efter halvandet år med smerter fik diagnosen børnegigt. Historien ramte mig, fordi jeg selv er mor til to piger med gigt.
Jeg kender følelsen af at mangle svar, bekymringen for fremtiden og lettelsen, når man endelig møder de rette fagpersoner og får en forklaring. Ingen familier bør stå alene med den usikkerhed eller vente længere end nødvendigt på den rigtige hjælp.
Derfor glædede det mig også at høre, at børn og unge bliver et særligt fokusområde for Gigtforeningen i 2026.
Det giver håb om et endnu stærkere fokus på forskning, nye behandlingsmuligheder og bedre rammer for børn og unge med gigt. Samtidig sender det et vigtigt signal om, at de yngste og deres familier bliver prioriteret – noget vi i GBF vil samarbejde med dem om.
Mødet mindede mig også om, hvor vigtigt vores eget fællesskab er. Som forældre kan vi føle os alene med de udfordringer, sygdommen fører med sig, men i GBF møder vi andre, som forstår, hvordan hverdagen kan se ud. Vi behøver ikke forklare alting, fordi vi deler mange af de samme erfaringer. Det fællesskab er uvurderligt, og det er noget af det, jeg er allermest stolt af ved vores forening.
Jeg tog hjem med stor taknemmelig for Gigtforeningens stærke kræfter - og en stor tro på, at vi fortsat kan være med til at gøre en forskel ved at arbejde for bedre vilkår for børn og unge med gigt.
Inden jeg slutter, vil jeg også opfordre jer til at sætte kryds i kalenderen, søndag den 25. oktober.
Her inviterer GBF til et socialt arrangement for vores familier, delt mellem landdelene. Vi håber, at rigtig mange har lyst til at være med til en hyggelig dag, hvor børn, unge, søskende og forældre kan mødes og skabe nye relationer.
Hold øje med vores Facebook-side og medlemsforum – invitationen og de praktiske oplysninger bliver delt senere i dag.
Nu vil vi i bestyrelsen ønske jer alle en rigtig dejlig sommer. Vi håber, I får mulighed for at koble lidt af, nyde tiden sammen med familien og samle ny energi – uanset hvordan sommeren kommer til at se ud, er det dejligt med tid sammen og en langsomme dage.
Tak fordi I er en del af GBF. Det er jer, der gør vores fællesskab stærkt, og vi glæder os til at følge mange af jer igen efter sommerferien henholdsvis på ridelejren i september, efterårs-arrangementet i oktober og vores introduktionskursus i november
Rigtig god sommer
De bedste og varmeste sommerhilsner
Fra hele bestyrelsen i GBF - Gigtramte Børns Forældreforening
/ Tanja Jacobsen



